Tyve stjal store mængder cigaretter fra Dagrofa-lager
Mandag morgen opdagede ansatte hos fødevaregrossisten Dagrofa, at der havde været indbrudstyve på spil i virksomhedens lager i Herning i løbet af weekenden.
Ifølge politiet har tyvene stjålet op imod tre paller cigaretter, fortæller Herning Folkeblad.
- Det virker som et meget professionelt indbrud. Derfor har vi også valgt at bruge ekstra kræfter på det. Vi har i dag indledt en efterforskning og leder efter spor, oplyser sekretariatschef Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.
Tyvene er tilsyneladende kommet ind via et hul i taget, og tyveriet fandt sandsynligvis sted lørdag, hvor alarmen gik.
Efterfølgende var en vægter forbi lageret, men vedkommende opdagede ikke indbruddet.